Medlemmer: 10115
Velkommen
 
I 1972 begyndte Niels Hausgaard som huspoet på Regionalradioen i Ålborg. Det blev begyndelsen på en usædvanlig karriere, som dansk showbizz aldrig har set magen til. Uden hensyn til trends og tidens krav, har Hausgaard nu i over tredive år lavet sine egne regler for alt, hvad han foretager sig. Det har ført til stadigt mere fyldte huse landet over, samt til kåring af Tv-udgaven af "Lad Os Finde Festen" og "Med hudfarvet hud" som bedste Tv-underholdning i henholdsvis 2001 og 2004.
 
Niels Hausgaard kan ikke sættes i bås. Selv mener han dog, at om han laver TV, skriver manuskripter, deltager i samfundsdebatten, maler billeder eller skriver sange og laver stand up, så er materialet det samme. Det er kun værktøjerne, der er forskellige.
 
Det der især adskiller ham fra mange andre underholdere er hans specielle arbejdsform. Når han går på scenen, er hans show kun delvist tilrettelagt hjemmefra. Det er ufærdigt. Han har skelettet på plads, resten må komme i et samarbejde med publikum. En aftens kvalitet afhænger af, hvor god kontakt han opnår. Det er en arbejdsform, der kræver både stor erfaring og mod, men til gengæld resulterer den i unikke aftener.
 
Niels Hausgaard:
”Det eneste, der er kedeligere end at lære ting udenad, er at høre,
hvad andre har lært udenad.
Salmevers har aldrig været mig”